Pjuske hjemme :)
Skrevet af Heidi den 2 oktober, 2009
Ja siden sidste update har jeg haft Pjuske hjemme, da dyrlægen håbede hun måske ville spise herhjemme, da hun ikke rigtig ville det derude. Det har hun heldigvis været rigtig god til, nærmest proppet mad i sig, og energi niveauet er højt igen :) Mit eget energi niveau er så ikke specielt højt, at passe de to katte har været noget af et projekt, dels at sørge for Pjuske spiser hendes mad, og Oliver hans mad, at de ikke leger alt for voldsomt, at give medicin hele tiden, at holde øje med Pjuske ikke slikker og irriterer sår for meget.. og at jeg har sovet på sofaen i 6 nætter gør ikke det bedste ved kroppen :)
Men i går, efter Pjuske havde fået det sidste medicin jeg havde, fandt jeg ud af at hendes mave var begyndt at hæve en hel del op omkring stingene, og her til morgen var det helt vildt, så fik en tid hos dyrlægen i eftermiddags. Det var heldigvis ikke noget slemt, der havde samlet sig en del væske omkring såret som blev fjernet med en lille sprøjte og derefter blev stingene også fjernet. Og så har hun fået noget nyt medicin som hun indtil videre skal have i 28 dage, til at hjælpe nyrene lidt mere på vej. Om ca. 14 dage skal hun så have en scanning og et par prøver foretaget igen, for at se hvordan det står til med specielt den ene nyre. Men hun virker heldigvis som min typiske glade Pjuske igen, bare med lidt manglende hår rundt omkring hvor hun er blevet barberet :)
Kategorier: Kattene.
Tags: Pjuske.
Endnu en dag
Skrevet af Heidi den 23 september, 2009
Meldingen fra dyrlægen her til morgen var meget klar: Ingen forbedringer, og vi bliver nødt til at få flere svar ellers vil hun nok dø. Dyrlægen fik derfor lov til at åbne op med det samme og se nærmere på hvad der kunne være skyld i infektionen, og meldingen var senere at der intet var med livmoderen, den ene nyre var meget hævet som de første scanninger også viste, men ellers var der ikke rigtig noget at se. Andre prøver viser så at hendes imunforsvar ikke fungerer helt optimalt, som jeg lige forstod det havde hun en del blodmangel, og altså mangel på blodceller der skal hjælpe med at bekæmpe det her.
Så selvfølgelig var mit spørgsmål “Hvad så nu?”, og en mulighed kunne være at fjerne den dårlige nyre, men for at det er muligt skal det være sikkert at den anden fungerer optimalt – og for at finde ud af hvor godt den fungerer skal hun flyttes til en anden praxis som har mere scanningsudstyr osv., og der blev ikke lagt skjul på at det ville blive en stor udgift oveni. Så dyrlægen syntes at vi lige skulle se tiden an, lade hende fortsætte med lidt mere medicin osv., og så kunne jeg komme forbi og måske hjælpe til at hun ville spise lidt.
Men eftersom dyrlægen ligger et godt stykke herfra, ville det være svært at nå derud med busserne før de lukkede, og jeg ville så gerne se hende og hvordan hun havde det, så jeg var helt knust og vidste ikke helt hvordan jeg skulle håndtere det hele på én gang.
Heldigvis, har jeg en af de mest fantastiske personer i mit liv, som tilbød at komme forbi og hente mig rigtig hurtigt, og køre mig ud og se min lille Pjuske. Og det var simpelthen ugens lyspunkt at se hende igen, hun fik nærmest lige så store julelys i øjnene som jeg selv, var nussen, snaksalig og begyndte at spise lidt af foderet, var lidt utilfreds med drop i det ene ben og at hun ikke kunne komme ud – forståeligt nok. Men utrolig dejligt at jeg lige fik snakket med hende og set at hun er okay alt taget i betragning. Til sidst blev hun godt træt, og begyndte stående at halvsove, så det var kodeordet til at smutte igen :)
Hvordan det så går i løbet af i aften og nat, kan kun tiden vise – i hvert fald vil beslutninger om hvad der nu skal ske blive taget i morgen når der er lidt mere at gå ud fra.
Og et kæmpe tak til Jesper for det hele, det var simpelthen så skønt. Tak :)
Kategorier: Kattene.
Tags: Pjuske.
Opdatering om lille Pjuske
Skrevet af Heidi den 22 september, 2009
Efter en utrolig trist og irriterende dag ved telefonen, er der lidt flere svar på hvad der er galt med min lille kat.
Omkring middag ringede dyrlægen og fortalte at de første prøver, som de kunne tage foretage dernede, viste at nyreværdierne var fine og indenfor de normale. Men en scanning viste at nyrene stadig var utrolig hævede og hun havde en slem infektion, som de var lidt usikre på hvor stammede fra. Hun ville stadig ikke spise, men var dog blevet lidt mere frisk pga. drop. Så dyrlægens vurdering var at tingene stadig ikke så særlig lovende ud, men de gjorde selvfølgelig alt de kunne og ventede stadig på svar på de resterende prøver.
Til eftermiddag fik jeg et nyt opkald, de sidste prøver var kommet ind, og de så fine ud – ingen problemer med nyrene, heller ikke sukkersyge, kun infektion. Så dyrlægen har nu en mistanke om at det enten er omkring blærene, og hvis en urinprøve afviser det, så i livmoderen. Jeg vil så i morgen få besked om hvad de yderligere er kommet frem til, og er det livmoderen skal hun på operationsbordet, men så er der i det mindste mere håb :) Plus hun var begyndt at spise lidt igen tidligere på dagen. Så nu håber jeg på gode nyheder i morgen, så jeg forhåbentlig kan få min lille skat med hjem igen :)
Kategorier: Kattene.
Tags: Pjuske.
:´(
Skrevet af Heidi den 21 september, 2009
Så blev det tid til lidt mere triste nyheder. Min lille dejlige kat Pjuske kom på en hastetur til dyrlægen i dag, da hun ikke rigtig har ville spise hele weekenden, har været meget træt, tabt sig og opførte sig generalt lidt underligt her til morgen. Dyrlægen lød ikke særlig optimistisk og er overbevist om mit lille pus har nyresvigt eller andet problem med nyrene :( Pjuske er derfor blevet hos dyrlægen for at få taget lidt blodprøver, få drop og medicin og så får jeg svar på hvad prøverne viser så snart de har dem.. Men alt i alt ser det ikke særlig godt ud, og alt efter hvordan det præcist står til med nyrene er behandling nærmest nyttesløst. Så alt jeg kan gøre nu er at vente, og krydse fingre for at jeg ikke skal sige farvel til min dejlige kat.
Kategorier: Kattene.
Tags: Pjuske.
Efteraber!
Skrevet af Heidi den 17 marts, 2009
Pjuske er efterhånden ret tryg ved Oliver, han elsker dog at provokere hende rigtig meget og så kan hun for alvor knurre og slå fra sig :) Men det går bestemt den rigtige vej.
Oliver er også blevet en rigtig lille efteraber, han er allerede begyndt at hoppe op og drikke af vandhanen som Pjuske, sove på hendes plads på sofaen og han prøver skam også at komme op på hendes plads på TV’et, men der er lidt for langt op endnu, og desværre ingen genveje man kan bruge :) Jeg fik lige dette billede tidligere af de to frækkerter – Oliver har et godt øje til Pjuskes hale, og Pjuske hoppede også væk kort efter da det altså blev for meget :)

Kategorier: Kattene.
Tags: Kat, Killing, Legesyg, Oliver, Pjuske.