Exclusive+ hovedpine opvejet af musik
Efter en smule problemer, heraf en ret ødelæggende snestorm, har iStockphoto nu åbnet for deres Exclusive+ kollektion (også omtalt som E+). Jeg har tidligere nævnt Vetta kollektionen, som er billeder udvalgt af iStock selv. Nu er det så blevet tid til at exclusive medlemmer selv kan vælge nogle af deres billeder til denne nye E+ kollektion, 10, 15 eller 20% af deres portfolio beregnet ud fra et par parametre. Prisen på disse billeder ligger rundt regnet mellem de almindelige billeder og Vetta billeder. Jeg har fået mulighed for at flytte 20% af mit portfolio og her starter hovedpinen :)
At udvælge hvilke billeder man tør sætte prisen op på er svær, rigtig svær, og lige i dette tilfælde binder man ens billede 6 måneder i E+ så snart det er flyttet – så bordet fanger, der er ingen vej tilbage. Jeg har, som mange andre, haft tæt på søvnløse nætter for at overveje hvordan denne udvælgelse skulle gribes an, det sidste jeg ønsker er jo selvfølgelig at miste salg fordi kunder pludselig står og skal betale mere for et af mine billeder end for de 1000+ lignende billeder. Det vi alle tror og håber kommer til at ske, er at disse E+ filer bliver skubbet lidt frem i søgeresultaterne som Vetta filerne gør, hvilket selvfølgelig også skal tages med i tankerne. Så efter megen overvejelse har jeg som test valgt at rykke 54 billeder i første omgang, billeder som jeg er klar på ikke sælger i 6 måneder hvis det skulle gå så galt:
- 2 serier, da jeg selvfølgelig ser det mest fair at prisen er den samme.
- Et stort sats med et par godt sælgende billeder.
- Et par billeder som jeg føler skiller sig ud fra konkurrenterne.
- Nogle ældre filer som tidligere har solgt godt, men nu er gået lidt i stå.
Mine nye Exclusive+ filer kan ses her.
Og nu kan jeg kun håbe på det bedste :)

Og ovenpå den omgang “hovedpine”, hvad er så mere fantastisk end at i går kunne købe billet til den legendariske Stevie Wonder’s kommende koncert i Parken. En god veninde, et par dage i København, en klassiker indenfor musik, shopping og vaskeægte hygge – glæder mig helt vildt :)